Rejsebrev fra England

Det ligner nærmest cacaomælk..

        - citat: Mark Miller, udviklingsleder og tidligere adm. direktør hos Quadrilla Resources, det selvudnævnte pionérselskab indenfor skifergasudvinding i Storbritanien.

Det her er det første af tre rejsebreve fra en rundtur til hjørnerne af kampen mod fracking, fossiler og ekstrem energi i Storbritannien.  Af Mads Kissow.

“Train calling at Preston in a few minutes”.

Jeg står ud på perronen og kigger mig omkring efter John, som jeg kun har talt med i telefonen og ingen idé har om, hvordan ser ud. Han er fra gruppen REAF, Ribble Estuary Against Fracking, der har arbejdet imod skifergasudvinding i ca. halvandet år. Luften på den gamle banegård, der med sit rundbuetag af støbejern minder umiskendeligt om Fredericia og København H, er kold og klar. “Du må være Mads. Blå jakke og rødt skæg, dem er der ikke mange af her.” John er midaldrende og iført praktisk tøj og et venligt smil. Vi går ud til hans bil og svinger ud på vejen mod Mere Brow, hvor Quadrilla Resources, det mest aktive selskab i Storbritanien i eftersøgning efter skifergas, afholder et offentligt møde denne aften. Mødets officielle formål er at informere de lokale beboere omkring byerne Banks, Mere Brow og Hesketh Banks om Quadrillas kommende aktiviteter. John smiler og siger, at REAF vil være der i aften for at dele flyers ud og tale med de få borgere, som de forventer vil møde op. Landet ligger fladt omkring os, oplyst af dagens sidste solstråler, og er domineret af marker og små klynger af gårder og huse. Selvom vi befinder os mellem Liverpool og Preston i det nordlige England får jeg stærke mindelser om at køre gennem Nordjylland. Samme landskab og samme venligt indignerede facon hos min lokal guide John. Han fortæller mig, hvordan Quadrilla har været aktive i områderne nord og syd for Preston i halvandet år. Fra Blackpool i nord, hvor der i sommers blev registreret to jordskælv på ca. 2 på Richterskalaen, som Quadrilla nu har indrømmet at have foresaget af deres prøveboringer, til Southport halvvejs mod Liverpool i syd. Her syd for Preston har selskabet endnu kun prøveboret ét sted, men det har ikke skortet på store løfter om arbejdspladser, billig energi til briterne og miljøhensyn – hverken til lokalpolitikerne eller på de offentlige møder, der er blevet afholdt. John griner, da han fortæller mig, at Quadrilla er holdt op med at afholde store offentlige møder, da de er blevet haglet ned af kritiske spørgsmål fra lokale borgere. Der er jo nok at bekymre sig om, fra jordskælv, vandforurening og jakkesætsklædte mænds grådighed til Gaslands billeder af enorme industrilandskaber, hvor der engang var marker, vandløb og hjem.

Konsultation eller PR stunt?

Vi drejer ind på parkeringspladsen ved The Legh Arms, en pub, der kunne være taget direkte ud af tv-serien Barnaby. Landsbyen hedder Mere Brow, og på vej mod forsamlingshuset, hvor mødet afholdes, bliver vi mødt af Graham, ligeledes fra REAF, der hilser med en fremstrakt hånd og et bredt smil. Målene for aftenens møde er meget forskellige. Graham fortæller, hvordan Quadrilla er gået over til 4 timers “åben hus” informationsmøder efter at være blevet konfronteret med den lokale utilfredshed tidligere. Han mener, at deres mål med aftenens arrangement er et rent presse- og PR-stunt. Den lokale radiostation har meldt sin ankomst, ligesom BBC tv har vist interesse, hvorefter Quadrilla har meldt ud, at hele deres top – CEO, development manager og site manager – vil være til stede. Tilfældigvis.. “Når BBC endelig har vist interesse for fracking, bliver det normalt bare til mikrofonholderi for energiselskaberne”, siger Graham med et træt smil. “Vi er oppe mod en mur af offentlige embedsmænd på energiselskabernes lønningslister og BBCs “objektive” dækning. Mange af os herude er blevet ramt af recessionen, og mange har derfor ikke meget energi eller tid at give af, men vreden er der helt tydeligt.” Så i aften er vores mål, at der ryger grus i Quadrillas PR maskineri! Fra forsamlingshuset strømmer lyset ud. Plancher med Quadrillas information er opstillet som en labyrint i rummet, der danner rammen for “konsultationen” med de ca. 20 lokale, som har trodset vinterkulden, der har lagt sig over Lancaster County. Jeg tænder min diktafon, stikker den i skjul i lommen og går ind gennem glasdøren. Efter fem skridt bliver jeg oversvømmet en af Cuadrillas horde af PR-medarbejdere, der er i klart overtal og tydeligvis havde forventet langt flere lokale at overbevise om frackings herligheder. De første tyve minutter må jeg derfor kæmpe for at slippe af med en meget insisterende og smiskende Mark Linder, lederen af Cuadrillas “Public Affairs”, der igen og igen nægter at være PR-mand, ind imellem fortællinger om skifergas' potentialer for lokalsamfund og nationaløkonomi. Jeg får rystet ham af med undskyldning om toiletbesøg og kaffetrang, og han vender tilbage til en målløs søgen rundt i det halvtomme lokale. Jeg opsøger i stedet Mark Miller, udviklingsleder og tidligere administrerende direktør for Cuadrilla Resources, og får ham gennem en længere sludder til at afsløre holdninger og historier, der giver et glimt af skifergas og fracking, som bestemt ikke er del af PR-maskinen.

Tanker fra toppen af fracking industrien

Mark Miller sætter stolt rammen for hans dedikation til mennesker og natur ved at fortælle, hvordan han har arbejdet med fracking og udvinding af fossile brændsler i over 30 år. Bl.a. hos Dow Chemicals, det skandaleramte ejerselskab af Bhopal værket i Indien, der har nægtet at have ansvar for oprydning og kompensation til de titusindvis af mennesker, der stadig lider under følgerne af giftgasudslippet i 1986. “Fracking har aldrig forurenet grundvandet. Du kan ikke finde et eneste eksempel på, at fracking operationer har forurenet vandet..” påstår Mark hårdnakket og går videre til at fortælle, hvordan der overhovedet ikke er noget giftigt ved Cuadrillas frackingvæske, der ifølge ham “ligner cacaomælk”. Faktisk er frackingvæsken så uproblematisk, at Mark melder ud, ”at selv med kemikalierne i det, kan du drikke det”. På mit spørgsmål om det er ufarligt at drikke i tyve år, melder han nonchalant ud, “at ingen ville drikke det så længe”. Jeg kan næsten ikke tro mine ører og må have stået måbende overfor ham, da han hektisk begynder at forklare, at selv når frackingvæsken kommer tilbage til overfladen “faktisk essentielt er saltvand, så jeg ville ikke drikke det, fordi man får ondt i maven af saltvand. Jeg ville jo heller ikke drikke det Irske Hav..” Jeg undskylder mig et øjeblik og går over for at hente et glas vand og tænke over, hvad udviklingslederen for et af de meste aktive gaseftersøgningsselskaber i Europa lige har sagt. Den dumme arrogance, der ligger gemt under overfladen på disse udsagn, gør mig vred. Når man kan påstå, at den kemikaliesuppe, der pumpes ned i jorden under massivt tryk for at flække dele af det grundfjeld, der indeholder store dele af vores begrænsede ferskvandsressourcer, kan sammenlignes med havvand, er man tydeligvis ligeglad med borgere, biodiversitet og demokrati. Ikke at jeg havde forventet andet fra en del af den fossile energimafia.. Jeg undertrykker min vrede og mit ønske om at have et glas frack-kemikalie-suppe, jeg kunne tvinge ham til at drikke, og går tilbage for at stille flere spørgsmål. Jeg spørger ind til, at fracking bruger massive mængder vand, og om Cuadrilla mener, at det er et problem i en verden, hvor drikkevandsmanglen bliver større og større. “Man bruger kun ca. 50000 liter vand per frack. Det er en lillebitte mængde. Golfbaner bruger ti gange mere på en sommer, end vi bruger på et år.” lyder hans svar. Altså logikken om, at de andre er meget værre end os, så det er ikke et problem, at vi bruger enorme mængder drikkevand.. Og ikke et ord fra ham om, at hver boring skal frackes op til 15-20 gange i sin produktionstid for at holde produktionen oppe. Eller at golfbaner og swimming pools var hovedårsagen til, at Barcelona sidste sommer måtte have drikke sejlet ind med tankskib – tænk hvis de begynder at fracke i  Catalonien! Jeg fortsætter snakken med ham lidt endnu, mens jeg føler eksplosionsfaren stige indeni. Efter endnu en halv time har jeg fået mere end nok, at Cuadrillas konsultationsvirksomheden, takker Mark Miller “for en interessant snak” og går ud og hjælper folkene fra REAF, der har delt breve ud og snakket med borgere, lokalradio og ca. 2 min med BBC udenfor. Da døren lukker bag mig, stikker jeg hånden i lommen og slukker diktafonen. I det mindste er jeg sikker på, at jeg har fanget nogle gode citater fra energibøllerne.

Videre på pub, videre i forståelsen

Klokken nærmer sig otte, og forsamlingshuset er endnu mere tomt, end det har været resten af aftenen. John foreslår, at vi kører til den næste lille landsby, hvor den lokale pub har en all-you-can-eat for fem pund. Han mener ikke, at der kommer flere gæster til forsamlingshuset i aften. Hverken Graham og Eve fra REAF eller jeg kræver meget mere overtalelse, og vi kravler alle ind i John lille Citroën C1 og efterlader Cuadrillas PR brigade alene tilbage. Inde på pubben slår vi os ned med en runde pints og en stor tallerken mad hver. Graham og jeg er positivt overraskede over, at der er hele tre vegetarretter at vælge imellem, og madroen sænker sig for en stund. Der går dog ikke mange minutter, før den værste sult er stillet og evalueringen af aftenens eskapader blander sig med spørsgmål frem og tilbage. Vi er alle enige om, at aftenen forløb bedre end håbet. Eve konstaterer glad, at ikke en eneste lokal kom ind eller ud af forsamlingshuset uden at få et brev og en snak om Cuadrillas propaganda. Vi griner af, at det måske var lidt unødvendigt at være der, da ingen af de lokale virkede til at have særligt meget tilovers for boreentusiasterne. Efter grinet melder John ud, at han hellere vil være til stede, hvorend Cuadrilla holder åbent hus, end lade dem få frit spil.

“Et af vores store problemer er, at hvis folk ikke ved noget som helst om sagen, kan de ikke se gennem Cuadrillas PR. Men ligeså snart de har læst bare en lille smule, er der ingen, der tror på dem..” rationaliserer han. “I REAF arbejder vi meget lokalt. Vi blev allesammen engagerede imod fracking, fordi vi bor her i området og nærmest ville kunne se boreriggen fra vores køkkenvinduer. Siden vi begyndte, er vi dog alle blevet klar over, at det er et nationalt, ja faktisk et globalt problem, så nu taler vi meget om energi og ressourcer generelt.. Men vi arbejder stadig mest her i Lancaster County.” Jeg spørger mere ind til, hvordan de blev aktive. John fortæller, at han har boet nord for landsbyen Banks i snart to årtier. Han har selv bygget sit hus, der hverken er på el- eller kloaknettet. Han bor der med sin kone og to børn, der dog nu er flyttet til London. “Jeg er ikke en hippie, mere en tekniknørd. Nu ligger mit lille hus imidlertid midt imellem to fremtidige fracking sites, og da jeg først fandt ud af det på et kommunalt informationsmøde, var jeg en af de ca. 15 mennesker, der blev tilbage efter mødet, fordi vi ikke ville finde os I det.” fortæller han, “sådan begyndte REAF. Siden har vi arbejdet for at oplyse resten af beboerne her i området og etableret vores samarbejde med bl.a RAFF [Residents Action on Fylde Fracking] oppe ved Blackpool..”

Følelsen af fællesskab i en isoleret virkelighed

Vi læner os alle tilbage, mætte og trætte. Det har været en lang dag. Eve takker for i aften og siger, at hun desværre nok må til at komme hjem. Hun skal op på arbejde i morgen tidligt og skal forberede sig inden. Vi bliver enige om at bryde op, da John gerne vil hjem og bruge lidt tid med sin kone. Graham siger, at jeg kan overnatte hos ham. Vi forlader vores sæder, takker værten og kokken for maden, og de takker os for godt humør og at prøve at stoppe Cuadrilla. Det sidste løfter stemningen endnu en tand.. I bilen på vej mod Southport, mens REAF'erne snakker om de næste par uger, det næste møde, genkalder jeg mig Grahams kommentar om tid. Jeg er imponeret over de her mennesker. De arbejder alle mere end fuld tid, jonglerer familieliv og venner, samtidigt med at de sætter sig op imod den økonomiske og politiske alliance af energiselskaber og en regering, der ønsker at forvandle endnu mere natur – domesticeret eller ej – til industriområde. De kæmper ligesom aktivister og dedikerede mennesker over hele verden med at skaffe midler og mennesker til at overkomme alt for meget arbejde. De kæmper med at overkomme den følelse af magtesløshed, der følger med et system, der isolerer os og fortæller os, at vi blot skal stole på vores regering og “stemme med vores tegnebog”. En magtesløshed, der afstedkommer, at man som aktivist ofte hører fra folk, at det da er en vigtig sag, men de har desværre ikke tid eller overskud.. Jeg bliver hevet ud af mine tanker af de andre. Vi er i Mere Brow igen, hvor både Eve og Graham er parkerede. Der er frost i luften igen, og månens lys bader rækkehusene omkring i et blegt, men klart lys. Vi tager afsked med gensidige råd og ønsker om fortsat god kamp. Jeg hopper ind i Grahams bil – også en Citroën C1 – og vi kører mod vores senge, der virker mere og mere tillokkende. Som om de tre REAF'ere havde haft en samtale lig mine tanker fortsætter Graham aftenens samtale: “Det kan virkeligt være frustrerende at vække folk herude. Selvom vi har delt flyers ud igen og igen i hele området, er vi stadig ikke mange nok til at kunne reagere på alt dét, der sker..” Jeg siger, at jeg desværre har hørt det alt for ofte fra alt for mange gode mennesker. Men at det jo ikke betyder, at de ingen forskel gør. Vi griner begge, og jeg tror, at vi begge ved, at hvis ikke REAF og lignende var dér, ville Cuadrilla være meget længere, og boretårnene ville sandsynligvis allerede omgive John hus og videre.. “Til gengæld er det fantastisk, hvilken udvikling der sker med en gruppe som os,” siger Graham så, “igennem det sidste halvandet år er det gået op for os, hvor meget vi i REAF har til fælles. At mange af os har været virkeligt frustrerede over tingenes tilstand, verdens tilstand, og siddet med det alene. Om ikke andet så har vi da skabt et forum, hvor vi kan mødes og måske enes om at gøre noget... Ligesom vi gør med fracking nu.” Jeg smiler bredt og fortæller ham, at jeg i hvert fald er sikker på, at de har gjort meget mere end det. “Men jeg kan virkeligt genkende, hvad du siger. Jeg har selv været i lignende situationer, i lignende sindstilstande. Jo mere, man forstår af verden og den måde, vores såkaldte civilisation bruger den på, jo flere problemer virker der til at være, og jo mere frustreret bliver man,” siger jeg, holder en pause for at min trætte hjerne kan hale ind på samtalen, “jeg tror, det er en af de største grunde til, at man får en helt fantastisk følelse af glæde, af at være “høj” på aktivisme. Den følelse af at have gjort noget godt for andre eller have været en del af en større sammenhæng, der har gjort noget rigtigt godt!” Vi er fremme ved et klassisk engelsk rækkehus i med stue og første sal, hvor Graham bor med sin kæreste Michelle. Samtalen fortsætter ind i køkkenet og videre ind i natten – og jeg ved, at jeg allerede har opnået et af mine håb med den her rejse: At bidrage til følelsen af fælleskab og fælles styrke gennem kampen.


Lignende indlæg


Kommentarer (0)

Comments are closed.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vigtige opdateringer og annonceringer af begivenheder.

Tilmeld

Kalender

Ingen begivenheder p.t. i kalenderen


Har du en tilføjelse til kalenderen? Skriv til info-a-skifergasnejtak.dk

Presseklip

Seneste nyheder om skifergas i presse.

Energistyrelsen: Olieboringer på Lolland kan føre til fracking

20. juni 2017

Boringerne kan ende med brug af den kritiserede udvindingsmetode fracking.

Altinget »


Total/Nordsøfonden dropper licens

1. juni 2016

Det står endeligt klart, at Total/Nordsøfonden ikke ønsker at kigge mere efter skifergas, da de ikke fornyer licensen, som udløber i juni. English: Total/Nordsøfonden have withdrawn entirely after dropping their ...

Nordjyske »


Total dumpede radioaktivt affald på lossepladsen

19. februar 2016

95% alunskifer hentet op af undergrunden var over grænseværdien. Blev i stedet for at blive deponeret som radioaktivt affald fortyndet med boremudder og gravet ned i et hul.

Arbejderen »


Skifergas-eventyr koster staten 96 millioner

16. december 2015

Den foreløbige regning ovenpå det mislykkede skifergaseventyr i Dybvad løber op i 480 millioner kroner. Heraf skal den danske stat betale 96 millioner. Penge der i stedet kunne være brugt ...

Arbejderen »


Skifergas er ikke rentabelt

27. september 2015

Investeringsbanken Goldman Sachs (!!!) har fremlagt en prognose, som slår benene væk under USA's produktion af skifergas og skiferolie.

Arbejderen »